Båltale, Sankt Hans 2011 af Mikael Winther.
Først vil jeg sige mange tak for invitationen til at holde båltalen i år, og så efter kun at have boet i sognet i 7 år.
Sankthansaften er som bekendt en omdefinering af en hedensk skik, hvor årets længste dag, sommersolhverv, blev fejret, og navngivet efter Johannes 'HANS' Døberen.
Fra fordums tid mente man at midsommernatten var fyldt med magiske naturkræfter - både onde og gode ånder, hekse osv. Det var tradition at opsøge hellige kilder eller plukke helende urter på netop denne aften.
I moderne tider bruger vi den til at jage de onde ånder som individualisering og egocentrering væk hvorimod heksen, i hvert fald i dag, kun er symbolsk.
Vi bruger dagen til at værne om fred og fællesskab, både de lokale og at fejre hele vores nation, det at leve i et frit og et rigt samfund, der hviler på en stolt og lang historie og glæden ved at være sammen om noget.
Jeg mener at et stærkt og godt fællesskab er forudsætningen og grundlaget for at det enkelte menneske kan udfolde sig og nå sit fulde potentiale.
Netop ved at være med i et fælleskab får man det overskud der skal til for at hjælpe andre.
Man kan kun strække sig selv over en bestemt mængde opgaver før man ikke kan udføre nogen af opgaverne i tilstrækkelig grad, man bliver ikke stresset af de opgaver man når, men af de opgaver man ikke når.
Derfor er det uhyre vigtigt at sige fra, og lære at delegere opgaver videre til andre, og kunne stole på at de bliver udført, og det er ligeledes vigtigt at alle giver en hånd med, også selv om man kun kan hjælpe med små opgaver, det kan være en uvurderlig hjælp mod at kunne nå de større opgaver.
Netop derfor er det ekstra dejligt at se at så mange er mødt op for at festligholde Skt. Hans aften her i Moltrup.
Sognet her er drevet af lokale frivillige ildsjæle i et væld af foreninger som er med til at skabe det gode miljø, som man kan mærke både i dagligdagen og ved diverse sammenkomster, som fx sommerfesten i sidste weekend.
Kommunikation og vidensdeling er meget vigtigt for at kunne holde overblikket over alle de ting der sker og planlægges i et sogn som vores, her kommer fællesnyt og hjemmesiden ind i billedet, og jeg vil gerne opfordre til at bruge de ressourcer vi har, og meget gerne komme med ideer og forslag til ting der mangler eller som I gerne vil se i disse medier.
Man siger at det kræver en landsby, men i vores tilfælde er vi hele tre byer på landet som har en helt unik position, ikke nok med at vi ligger tæt på den fysiske infrastruktur med motorvejen og den dertilhørende udvikling, cykelstien til Haderslev, og arbejdspladser lige for døren, men vores virtuelle infrastruktur er også helt i top, vi var blandt de første i Haderslev kommune som fik fiber ind til husene, med mulighed for IP telefoni, TV og Internet i en uhørt kvalitet, stabilitet og reelle hastigheder og som ikke er afhængig af om der er storm eller tordenvejr udenfor, men virker i alt slags vejr. Dette giver også mulighed for innovative ideer, hjemmearbejdspladser og virksomheder drevet fra hjemmet, som Danmark har hårdt brug for.
Det er meget vigtigt for de fleste nye tilflyttere i dag at man kan undersøge hvad ressourcer der er, hvad der sker, hvordan infrastrukturen er og hvad planerne er i et bestemt område før man beslutter sig for eventuelt at bosætte sig der.
Jo bedre oplevelse folk får af vores virtuelle sogn, jo større er muligheden for at det netop er en af de 3 byer i Moltrup Sogn, som de vælger at bosætte sig i.
Man starter som bekendt et godt naboskab ved først at være en god nabo selv, derfor vil jeg gerne opfordre til at alle med mulighed for det, giver en hånd med hvad enten det er i foreningerne, på sportspladsen, på hjemmesiden, eller i forbindelse med planlægning af vores fremtidige infrastruktur eller noget helt andet, det vil blive påskønnet, det skal i vide.
Med disse ord vil jeg ønske jer alle en god midsommer, og endnu en gang opfordre til at blive ved med at dyrke og værne om vores fællesskaber året rundt, ikke kun til Skt. Hans.