Loading…

Bjerningdagen

  

lokalhistiorie

 

 

 

       Bjerningdagen den 30. juni.

 

 

 

 

 billede1

             Ved markeringen af 150 års dagen for Mads Chr. Olsens død.

 

Baggrunden for den og hvorledes en stor knægt oplevede den i 1940erne.

 

Bjerningdagen oplevet af en 12-13 års knægt sidst i 40erne.

Af Viggo Tønnesen, Skovbølling

 

Medens de fleste mennesker i Danmark med en smule interesse for deres lands historie kender eller har hørt om krigergraven i haven ved Bøffelkobbel mellem Sønderborg og Gråsten, er det nok et meget lille fåtal, der kender krigergraven ved Bjerning kirke lidt nord for Haderslev.

 

Trods mange lighedspunkter mellem omstændighederne, der knytter sig til de to grave, er der en Holger Drachmann til forskel. Med strofen

                              ”De vog dem, vi grov dem

                              en grav i vor have…”

 

er graven ved Bøffelkobbel, så at sige, blevet folkeeje.

Men er krigergraven i Bjerning end blevet overset i historien på landsplan, har den fået så meget større betydning i lokalsam-fundet, heri indbefattet garnisonen i Haderslev.

 

Baggrunden for krigergraven i Bjerning er som følger:

Slesvigske Fodregiment i 1848.

Da Treårskrigen brød ud i 1848, hed Slesvigske Fodregiment 13. Bataljon og havde hovedkvarter i Fredericia. Herfra deltog bataljonen i general Hedemanns Nørrejyske Armékorps, der i slutningen af marts fra Kolding marcherede sydpå, for at møde den slesvig-holstenske oprørshær.

Undervejs sydpå udstationeredes danske soldater i Haderslev.

13. Bataljon deltog i slaget ved Bov den 9. april, slaget ved Slesvig 23. april og trak sig med den øvrige hær derefter tilbage til Als, mens den prøjsiske overgeneral Wrangel rykkede nordpå og opslog hovedkvarter på Hjorte Apoteket i Haderslev.

13. Bataljon var med i fremstødet på Sundeved og deltog i forsvaret af Dybbøl-stillingen den 5. juni. Herefter blev

bataljonen den 12. juni overført fra Høruphav til Hejlsminde. I slutningen af juni stod den danske hovedstyrke i en linie fra Haderslev over Tørning til Nustrup, mens man afventede resultatet af våbenhvileforhandlinger i Malmø.

Angrebet på Haderslev.

Forhandlingerne brød sammen, og den 27. juni begyndte over -general Wrangel atter at rykke mod nord. Wrangel havde i slutningen af maj måned måttet forlade Hadeslev for at hjælpe de slesvig-holstenske tropper på Sundeved og vendte nu atter blikket mod nord. Den danske hærledelse, under ledelse af general Bülow havde også indkvarteret sig på Hjorte Apoteket, og Haderslev var blevet forvandlet til en stor fæstning. Angrebet kom den 29. juni kl. 13.30, og i de næste 8 timer blev der kæmpet ved Sønderbro. Selvom den danske hær, der blev ledet af major Kæsemodel vandt, trak den sig tilbage om natten, og kl. 03.30 om natten mellem den 29. og 30. juni indtog de slesvig-holstenske tropper byen. Den danske tilbagetrækning var en del af en overordnet plan. Den danske hovedstyrke var allerede trukket tilbage, og styrken i Haderslev opfattedes på linie med mindre styrker i Hammelev og Tørning som en forpost. Disse forposttropper skulle i løbet af natten trække sig tilbage for at blive opsamlet af oberst Ryes 3. brigade, der lå ved Moltrup og Bjerning og ventede. Herfra skulle de alle via Bjerning kirke og Kongevejen marchere nordpå til Kolding. 13. Bataljon var en del af Ryes Brigade, og de var blevet udstationeret i Moltrup.

 

Slaget ved Bjerning Kirke.

Mellem kl. 1 og 2 om natten skulle de alle mødes ved kirken i Bjerning, men noget gik galt. Kæsemodel forlod Haderslev kl. 01.30 og marcherede via Kongevejen til Bjerning og fortsatte til Seggelund. Men forposttropperne fra Hammelev og Tørning kom for sent af sted, så oberst Rye måtte forblive ved kirken. Da de slesvig-holstenske tropper rykkede ind i Haderslev, sendte de straks nogle kompagnier af jægerkorps efter de danske styrker. Rye besatte terrænet syd for Bjerning kirke og mødte her de fremrykkende slesvig-holstenere. Der udviklede sig i de følgende timer en livlig skydning i området mellem Bjerningrød og Vesterskoven. Langt om længe nåede forposten fra Hammelev frem til Bjerning sammen med 13. Bataljon. Det slesvig-holstenske jægerkorps fik forstærkning fra Haderslev, og langsomt måtte Rye trække sig tilbage. I første omgang mistede danskerne kontrollen med vejen fra Bjerning kirke til Rougstrup, og kort derefter med kirkegården. Slaget var tabt, og under stadig skydning trak man sig hurtigt tilbage til Seggelund, hvor kampene ebbede ud.

 billede2

Bjerning kirke

 

Mads Christian Olsen.

Under kampene kom 13. Bataljons 1. og 4. kompagni til at danne bagtrop, og det kom til at koste menig nr. 69, den 31- årige husmand fra Lervad i Føvling, Mads Christian Olsen, livet.

Under heftig beskydning fra det fjendtlige jægerkorps søgte 4. kompagni langs med et hegn, der fra Bjerning Skov løb nord om kirken til kongevejen. Her greb en gren fast i i Mads Christians Olsens bandoler, og hængende i hegnet, blev han ramt af fjendens kugler. Det lykkedes resten af kompagniet at slippe bort, mens flertallet af 1. kompagni blev taget til fange i Bjerning skov, hvor de havde mistet orienteringen. De fjendtlige soldater lagde Mads Olsens lig i en grøft og begravede ham nødtørftigt. Først efter våbenhvilen den 26. august 1848 blev han af sognets beboere begravet på Bjerning kirkegård. Hans sabel opbevaredes på sognefogedgården, og siden 1934 har 13. Bataljon, dets efterfølgere, soldaterforeninger og områdets beboere årligt den 30. juni afholdt en mindehøjtidelighed ved hans grav.

 

 

 billede3

          Mads Christians Olsens grav på Bjerning kirkegård

Her følger så en stor knægts oplevelse af en Bjerningdag i 1940erne:

 

Bjerningdagen og dermed mindehøjtideligheden for Mads Chr. Olsen har eksisteret siden 1934.

 

13. Bataljon som militær enhed er for længst nedlagt og dermed er medlemstilgangen til 13. Bataljons Soldaterforening ophørt.

Da Bjerningdagen har eksisteret i så mange år og med forskelligt arrangement gennem årene vil enhver pige eller dreng fra Bjerning have forskellige erindringer om dagen afhængigt af tidspunkt og øjne/erindring. Hvad jeg husker vil selv sagt være forskelligt fra det andre husker; men her er min version:

13. Bataljon var en københavnerbataljon, og medlemmerne af soldaterforeningen mest Københavnere med stort K. Mange var håndværksmestre muntre – djærve og bramfri.

Den årlige udflugt fra København til Bjerning var noget man glædede sig til. Man startede fra København om morgenen den 29. juni i busser eller nogen gange med tog og samlede så op undervejs. Opholdet på færgen over Storebælt og måske en ks. øl i bussen gjorde, at stemningen var god ved ankomsten, men aldrig for meget.

Gæsterne blev så afhentet af kvarterværterne der, hvor bussen nu engang landede midt på eftermiddagen – skolen eller Sognefoged-gården. Hvem, der bestemte hvilken gæst, der skulle indkvarteres hvor, ved jeg ikke; men de fleste af gæsterne boede jo samme sted år efter år, og gensynsglæden var stor – Se der ligger ”min gård” og der ligger ”mit hus” - !

 

Gæsterne glædede sig meget til dagen, men det gjorde sognets beboere sandelig også, og der blev forberedt og lavet mad som til juleaften, tror jeg, i mange hjem. Hos os var det sådan, at min far (Erik Tønnesen, red.) hentede gæsterne, så kom vi unger ind, blev vasket og fik pænt tøj på, – vi sad jo med til bords, og det var slut med at komme mere ud den dag.

Dengang, på Bjerningdagen, var det jo altid ”rigtig sommer og sol”, og under den store renselsesproces skete der et år noget for mor meget ubehageligt.

I spisestuen var bordet dækket med hvid dug og hvad der ellers hører til. Havedøren stod åben af en eller anden grund, og en enlig undsluppen høne var gået derind. Det ville vores hund da ikke finde sig i, så den løb bagefter hønen og rundt i stuen. Jeg havde på det tidspunkt en ged, som for det meste gik stille og roligt rundt. Den kom også ind i stuen. Det var måske den, der jog hunden ind til hønen.

Hele forestillingen varede måske to minutter, inden en eller anden hørte larmen og fik dyrene ud, men da var bordet også raseret

Og hønen havde skidt over det hele.

I stuen havde vi et stort spejl fra gulv til loft, og til allersidst fik geden øje på sit spejlbillede og var klar til angreb; men da var far kommet med gæsterne, og aldrig er en ged kommet så hurtigt ud. Alle hjalp nu med at rydde op, og den traditionelle kyllinge-steg og jordbærrene smagte dejligt. På grund af geden mener jeg at kunne bestemme årstallet til ca. 1947.

Aftenen gik med hygge og måske spadserede man en tur i skoven, hvis vejret var hertil.

Det var jo begrænset, hvad man havde af plads dengang, så ofte måtte gæsterne sove sammen 2 eller 3; men det tog de med godt humør og drillerierne med hensyn til snorken næste morgen ligeså.

 

Den 30. juni oprandt selvfølgelig med ”sol og sommer”. Flagene var oppe overalt, og så vidt jeg husker, havde vi fri fra skolen. – Jeg var i hvert fald ikke i skole den dag - .

Efter morgenmaden mødtes gæster og kvarterværter på sognefogedens gård i Rørkær til et arrangement. Her var vi børn selvsagt ikke med; men vi knægte havde jo også vores at passe: I nogle år var det nemlig sådan, at et kontingent soldater marcherede fra Haderslev til Bjerning, for at festliggøre dagen, med piber og trommer i spidsen. De der soldater blev eskorteret af drenge fra Haderslev; men ved Thomashus Kro var det Bjerningdrenge, der overtog eskorten, og de der ”stadsgafler” blev sendt hjem med appel - for vi var flest!

Vi knægte afleverede soldaterne i sognefogedens gård, hvor-efter gæster, kvarterværter og kontingent sammen marcherede til kirken.

Mads Christian Olsens sabel, som vist blev fundet I forbindelse med, at han blev begravet efter våbenhvilen den 26. august 1848, er alle årene blevet opbevaret på sognefoged Christians-ens gård.

Denne sabel blev dengang båret af formanden for 13. Bataljons Soldaterforening, og lå på graven under ceremonien.

Mindehøjtideligheden begynder altid med kranselægning på Mads Christian Olsens grav samt på mindesmærket for de faldne fra 1. verdenskrig.

Derefter er der mindegudstjeneste i kirken. Dengang var jeg dog ikke med i kirken, for vi drenge ville hellere hjælpe vagtposterne, som passede på soldaternes geværer. Geværerne, som nok har været af model 89, var nemlig sat i ”pyramide” ovre på Chresten Nielsens mark.

 

Efter ceremonien i kirken var der så fælles spisning af smørre-brød med videre, som sognets husmødre havde fremtryllet. Dette foregik dengang vist i skolens gymnastiksal. Her var mange taler og mange sange og sluttelig rørende afsked med ”mange tak og vi ses til næste år”, hvorefter gæsterne tog hjem igen, og Bjerning gled atter ind i dagligdagen.

 

Dette er så mine erindringer om Bjerningdagen i den periode, hvor jeg vel har været 12-13 år. De passer sikkert ikke sammen med mange andres erindringer; men jeg kan så kun opfordre jer til at komme med jeres version evt. næste år.

13. Bataljon

 

En meget markant formand for 13. Bataljons Soldaterforening i København hed Elius Andersen. E. Andersen var vingrosserer med forretning på Strøget i København. Han var tillige en art velgører for sognet og skolen -. Utallige er de gaver, Bjerning sogn har modtaget af ham – det var ofte flidspræmier til skole-elever – det var gaver og hilsener til alle konfirmander over en årrække. Det var udsmykning til sognerådskontoret. Jeg husker tydeligt et stort billede af ham, som hang i skolen.

Efter hans død blev Viggo Jensen formand, indtil foreningen blev opløst.

                                                                           Viggo Tønnesen.

 

 

Kilder:

 

Slesvigske Fodregiment. Årsberetning 1983: Nogle timer af regimentshistorien. Ved A. Lindvang

Historien i avisen: Lennart Madsen

Viggo Tønnesen, Skovbølling

 

Fotos i privateje. Jutta Bogut

Alle fotos, med undtagelse billedet af kirken, er taget i forbindelse med 150 års dagen for Slaget ved Bjerning Kirke.